Menu

Menu

ForsideNyhederKalenderKontaktOm RubanProdukter
Perlestikkerbogen er et eksempel på det materiale som nu kan gøres tilgængelig på arkiv.dk. Bogen er en usædvanlig fin kilde til belysning af forholdene i en provinsby i begyndelsen af 1600-tallet. Foruden at indeholde materiale til befolkningsstatistik, fremstår der med forfatterens mange bemærkninger og kommentarer et dokument, der giver et overordentligt interessant indblik i borgernes og tidens liv
Ruban
Perlestikkerbogen er et eksempel på det materiale som nu kan gøres tilgængelig på arkiv.dk. Bogen er en usædvanlig fin kilde til belysning af forholdene i en provinsby i begyndelsen af 1600-tallet. Foruden at indeholde materiale til befolkningsstatistik, fremstår der med forfatterens mange bemærkninger og kommentarer et dokument, der giver et overordentligt interessant indblik i borgernes og tidens liv Foto: Nakskov Lokalhistoriske Arkiv

Lokalarkiverne får 2.5 mio af A.P. Møller fond

En gavmild donation på 2,5 mio. kr. fra Den A.P. Møllerske Støttefond muliggør en videreudvikling af arkivernes registreringssystem Arkibas samt arkiv.dk.

Pengene skal bruges på at gøre arkivernes materiale endnu mere tilgængelig på arkiv.dk.

Brugerne af Arkiv.dk får mulighed for at hjælpe arkiverne med at transskribere de utallige digitaliserede dokumenter i arkiverne, og samtidig åbner vi for at brugerne betjene sig selv ved bl.a. online at bestille arkivalier direkte til arkivets læsesal og ved at kunne købe og downloade billeder i høj opløsning.

Arkiv.dk gik i luften i februar 2015 på baggrund af en bevilling fra A.P. Møller Fonden. Arkiv.dk har været en kæmpe succes og har siden lanceringen haft over 4 mio. besøg, og der er vist over 55 mio. sider.

  • Siden lanceringen er Arkiv.dk vokset med 1 mio. registreringer, så den nu indeholder næsten 3 mio. dokumenter i form af originalpapirer, film, lyd, billedmateriale mv., siger Dorthe Søborg Skriver, direktør for Arkibas, der er ejet af Sammenslutningen af Lokalarkiver.
  • Det er lige nu muligt at se billeder og film samt høre lydklip på siden, og vi glæder os meget til i 2018 også at kunne åbne for de digitaliserede dokumenter, kilder og gamle vejvisere, fortsætter Dorthe Søborg Skriver.

- Bevillingen på 2,5 mio. kr. fra Den A.P. Møllerske Støttefond er et kæmpe skulderklap til de mange tusinde af frivillige og ansatte, som hver eneste dag lægger tid og kræfter i at indsamle, bevare og formidle kilderne til lokal- og kulturhistorien. Meget af det er ikke alene af lokal betydning, men også af enestående national betydning, siger Jørgen Thomsen, der er stadsarkivar i Odense og formand for Sammenslutningen af Lokalarkiver.

Lokal- og stadsarkiverne rummer både kommunale og private arkivalier, der fortæller detaljeret om både fremtrædende personer og ”det almindelige menneske”, om små idrætsforeninger og store erhvervsvirksomheder, og derudover findes der på mange arkiver også samlinger af materiale fra sognekommunernes tidligste år, der belyser udviklingen af nogle af velfærdssamfundets grundpiller som f.eks. fattigforsorg og ældrepleje.

- Det er en stor del af dette unikke materiale, som nu bliver tilgængeligt online for offentligheden, siger Jørgen Thomsen.

Karsten Madsen, Ansager Lokalhistoriske Arkiv

torsdag 6 jul 2017 - Karsten Madsen